Hvis du ikke er bange for at svede og vil i form og smide nogle kilo på rekordtid, så er der kun et at gøre: prøv bodybike.
Bodybike er træning med power og energi, det er hårdt, og det giver resultater.
Samtidig er risikoen for skader minimal, da træningen ikke udsætter kroppen for skadelige stød og slag, og det er naturlige bevægelser, der arbejdes med.
Intervaltræning modvirker kedsomhed
Selve bodybike foregår ved, at du følger instruktøren og dennes anvisninger. Du har mulighed for både at se og høre instruktøren. Træningens sammensætning afhænger blandt andet af instruktøren og elevernes niveau.
Den træningsform, der bliver brugt mest i bodybike, er intervaltræning, hvor du skifter mellem perioder for fuld damp og perioder, hvor tempoet er lidt mere behersket.
For det første er det den mest effektive træningsform, der findes, uanset om du vil tabe dig eller forbedre din kondi. For det andet ville bodybike-timen være kedelig, hvis der ikke skete noget hele tiden, og du bare sad konstant og hjulede rundt i samme tempo.
Under selve træningen udfordres eleverne med forskellige slags træningsformer (især intervaltræning). Der er de fleste steder også en slags intern konkurrence mellem eleverne samt mellem elever og instruktør. Og så kan bodybike dyrkes af alle uanset niveau og ambitioner.
Body Bike i Fjerritslev Motionscenter er tilpasset alle niveauer, så hvis du er ny kan du også følge med. Hver instruktør kører på sin egen måde, og der er således ikke flere "trin". Man kan gøre timen hårdere/mindre hård for sig selv, det er meget individuelt.